Posts Tagged ‘sjovforhandlinger’

NEPENTHES KOMMENTAR TIL SKOVFORHAND-LINGERNE!

November 20th, 2009 by admin
Nepenthes på Klimacommunity

Foto Simon Staun

Af gæsteskribent/klimakommentator Rebecca Bolt Ettlinger, Nepenthes

Helhedstænkning efterlyses i skovforhandlingerne
Som skovorganisation må man nogle gange undre sig over klimaforhandlernes tilgang til skov. Den helhedstænkning, som vi og mange andre har erfaret, er nødvendig for at sikre langsigtet skovbevaring, mangler ofte i forhandlingerne under klimakonventionen. Desværre er hverken EU eller Danmark særligt fremme i skoene for at sikre, at vi får en virkelig effektiv skovbevarelsesmekanisme i en ny klimaaftale.

”Den helhedstænkning, som […] er nødvendig for at sikre langsigtet skovbevaring, mangler ofte i forhandlingerne under klimakonventionen.”

Der er brug for, at ikke mindst EU går i spidsen for en mere helhedspræget tankegang. Herunder at de rige lande ikke blot skal hjælpe ved at finansiere skovtiltag i ulande men også ved at ændre på hjemlige politikker, så de ikke aftager ikke bæredygtige tømmerprodukter eller varer, hvor en stigende efterspørgsel betyder, at skove konverteres til landbrug. EU må også holde fast i, at fokus for forhandlingerne skal være begrænsning af emissioner fra afskovning – og ikke på alskens andre aktiviteter i skovsektoren. Det er klart, at mange lande under klimaforhandlingerne ser muligheder for at få støtte til tømmer- eller oliepalmeplantager eller til uspecificeret “bæredygtig” skovdrift. Derfor er det lande som Danmark, uden direkte interesse i spillet, der skal sørge for en mekanisme, der beskytter klimaet bedst muligt, og som samtidig bekæmper fattigdom og bevarer biodiversitet.

”Det er simpelthen spild af skatteborgernes penge at subsidiere plantager, hvis man i stedet kunne bevare oprindelig skov […].”

I et svar på et spørgsmål fra SF har klimaministeren forsikret, at Danmarks fokus netop er på at bremse afskovningen. Men i samme åndedrag forklarer hun, at etablering af plantager kan være et skridt på vejen dertil, og derfor måske vil indgå som element i den kommende aftale. Her går Danmark i fælden og glemmer det overordnede mål. Plantager kan rigtig nok levere tømmer og dermed reducere presset på de oprindelige skove. Men skovmekanismen skal først og fremmest belønne bevaring af skov. Det er simpelthen spild af skatteborgernes penge at subsidiere plantager, hvis man i stedet kunne bevare oprindelig skov, som oven i købet er mere robust overfor klimaforandringerne.

Derfor efterlyses politikere med vision til helhedstænkning, så vi kan få en aftale, der gavner skovene og klimaet mest muligt.

Denne artikel er et gæsteindlæg, og er derfor ikke nødvendigvis udtryk for Klimacommunity.dks standpunkt.

UA-5414984-32