Archive for the ‘connie hedegaard’ Category

CONNIE HEDEGAARD NU KOMMISSÆR

November 24th, 2009 by admin
Der er i for sig ikke noget overraskende ved udnævnelsen af Connie Hedegaard som ny klimakommissær i EU-regi. Vi har tidligere dækket historien — og kunne dokumentere, at Connie Hedegaard havde en politisk sjældent set støtte fra såvel egne rækker som opposiotionen. Mentor og tro partistøtte Per Stig Møller udtalte, at han anså Connie Hedegaard for den rette kandidat til posten i EU.

Læs mere – Transmit live from cop15 on your site/blog!

Jose Manuel Barroso -- EU-formand -- Creative Commons: OpenDemocracy

Også kommissionens formand, Barosso, var svært begejstret for Connie Hedegaard. Dels fordi Hedegaard har udvist stor flid og dygtighed i forbindelse med de indledende forhandlinger op mod klimatopmødet senere på året i København. Dels fordi Barosso havde et eksplicit mål om at byde på et nyt kommissorium, der bestod af langt flere kvindelige medlemmer i forhold til tidligere. Dengang skrev vi:

“I midten af september spekulerede vi over, hvorvidt Danmarks klimaminister Connie Hedegaard var på vej til EU som klimakommissær. Årsagen var en sjælden enighed mellem både repræsentanter for Connie Hedegaards eget parti, hvoraf mentoren Per Stig Møllers tilkendegivelser var særligt interessante, og repræsentanter for oppositionen, fx Dan Jørgen, der fungerer som næstformand for EU-parlamentets miljøudvalg. I løbet af de seneste par dage er der blevet båret mere ved til rygtebålet.”

Kommentatorer såvel som lægmand har længe vidst, at Connie Hedegaard gik med en drøm om at løfte sit arbejde til det højst mulige niveau — og det vil sige til EU-kommissionen, og det er nu lykkedes — forudsat, at Hedegaard bliver kommissær inden for klimaområdet, men andet er svært at forestille sig. Hedegaard utalte selv tidligere på dagen til Information:

“Jeg synes, det er enormt interessant at arbejde med det internationale, og det er et ønskejob at få lov til at fortsætte det arbejde, jeg har lavet i flere år”.

Vi opdaterer netop nu med mere information om udnævnelsen og den ministerrokade, den har medført…

Quid pro quo — Lykke Friis ny minister
Politik er generelt præget af udvekslingens økonomi, og med udnævnelsen af Connie Hedegaard mister Det Konservative Folkeparti et stærkt kort — og en stemmesluger. Venstre vinder en ny minister — Lykke Friis, som kendes både for sin kommentatorrolle inden for EU-politik og sin rolle som prorektor ved Københavns Universitet. Lykke Friis meldte sig ifølge de store dagblade først ind i partiet natten mellem mandag og tirsdag — men trak massiv opmærksomhed i morges. Peter Mogensen, politisk kommentator for Dagbladet Politiken, vurderer rokaden som en sejr for Lars Løkke Rasmussen.

Politisk rådgiver og kommentar Jarl Cordua opsummerer situationen for Det Konservative Folkeparti med disse ord i en miniartikel betitlet ‘Hvor længe varer glæden hos K’ på Kommunikationsforum.dk:*

“Lene Espersen og de konservative kan åbne champagnen. At få besat en klimakommissærpost er et synligt resultat for konservativ indflydelse. Men er det noget, der interesserer vælgerne om 1½ år, når Folketingsvalget formentlig kommer? K har mistet en stemmemagnet, som kan trække i det gamle ”Ny Alliance-segment” af veluddannede borgerlige, der ligger midt i mellem De radikale og Konservative. Risikerer regeringen at miste disse vælgere til rød blok og vil det kunne ses i målingerne, når Hedegaard forsvinder ud af den hjemlige politiske debat? Det er udfordringen for Lene Espersen og hendes C-hold af ministre, der med Hedegaards exit nu er blevet en platform mindre.”

Også Politikens politiske kommentator Peter Mogensen ser trade-off’et som værende til Lars Løkke Rasmussens fordel.

Connie Hedegaards baggrund

Connie Hedegaard er cand.mag. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet — et fag, hun deler med mentoren, Per Stig Møller, som er dr.phil. i litteraturvidenskab på en afhandling om Kaj Munks forfatterskab — og historie. Forsvarspolitisk ordfører 1987-89. Politisk ordfører 1989-1990; Journalist ved Berlingske Tidende, 1990-1994. Miljøminister fra 2004 til 2007. Klima- og energiminister fra 2007 og frem. Connie Hedegaard står bag udgivelsen Da klimaet blev hot fra 2008.


STATUS EN MÅNED INDEN KLIMA-TOPMØDET

November 10th, 2009 by admin

Man må sige, at det har været en turbulent tid på klimafronten på det seneste. Der er fart og dramaturgi over feltet. Mest spektakulært var, at Danmarks chefforhandler inden for klimaområdet Thomas Becker sagde sin stilling op. En efterfølgende graven i sagen viste, at der var bilagsrod i klima- og energiministeriet, rod i rejserefusioner og overforbrug af repræsentation. Derudover forlød det også, at der var markante spændinger mellem nøgleperoner i statsministeriet og nøglepersoner i klima- og energiministeriet. Connie Hedegaard erklærede sig inhabil, fordi hendes søn og Thomas Beckers søn havde været venner igennem en årrække. Den slags svinger opfattede den internationale presse som stærk uheldig så kort før, Danmark og Danmarks regering skal være vært for årtiets største klimabegivenhed.

FN’s klimachef skeptisk — juridisk vs. politisk bindende Kyoto-aftale

Yvo de Boer -- FN -- klimaforhandlinger. Creative Commons: Wolrd Economic Forum, januar 2009

Yvo de Boer -- FN -- klimaforhandlinger. Creative Commons: Wolrd Economic Forum, januar 2009

”Jeg tror ikke, vi kan opnå en juridisk bindende aftale i København. Det tror jeg, vi kan få inden for et år efter København,” udtalte FN’s klimachef, Yvo de Boer, til Bloomberg TV i Barcelona efter enden næstsidste runde af indlende forhandlinger op mod klimatopmødet i Københasvn i december. Det springende punkt tegner til at blive interessekonflikten mellem de industrialiserede lande og ulandende, herunder en lang række lande i Afrika, der for første gang i verdenshistorien er gået sammen for at gøre fælles sag, tale med én stemme — det handler primært om en tvungen begrænsning af co2-udslip samt en finansierinsmodel, hvor de industrialiserede lande støtter ulandende økonomisk. Ulandenes repræsentanter ønsker derudover også en juridisk — snarere end en politisk bindene — aftale, en ny Kytoto-aftale. Politiske løfter er én ting, juridiske forpligtelser én anden, er deres fornuftige argument. Både Reuters og Bloomberg meldte med dystre overskrifter, at en globel klimaftale meget vel kan blive forsinket.

Dystre toner fra G20-møde i St. Andrews, Skotland

Creative Commons: Skreid. Skylinen over Saint Andrews, i Skotland. Illustration: Dystre toner inden klimatopmødet 2009 i København.

Creative Commons: Skreid. Skylinen over Saint Andrews, i Skotland. Illustration: Dystre toner inden klimatopmødet 2009 i København.

Nyhedsbureauet kunn efter G20-mødet bringe følgende pressemeddelelse fra de deltagende landes finansministre. G20  repræsenterer de mest indflydelsesrige i- og ulande:

”Vi forpligtede os til at skride til handling for at imødegå truslen fra klimaforandring og arbejde for et ambitiøst resultat i København. Vi drøftede muligheder for klimafinansiering og anerkendte nødvendigheden af i betydeligt omfang og hurtigt at øge størrelsen og forudsigeligheden af finansieringen for at opnå en ambitiøs international aftale.”

Det britiske værtskab forsøgte at lempe en finansieringsmodel dækkende klimaforandringer fra 2020 og frem igennem. En finansieringsmodel, der lød på 100 milliarder dollars. Men de store lande kunne ikke blive enige om en fornuftig måde at dele den regning på. Tysklands finansminister Wolfgang Schäuble udtalte i den forbindelse til nyhedsbureauet ARP:

“En gruppe vækstøkonomier gjorde det mere eller mindre klart, at de var uvillige til at investere deres egne penge i kampen mod klimaforandring.”

Direktør for mijøorganisationen WWF i Skotland Richard Dixon karakteriserede mødet som en “stort set ligegyldig mellemregning”.

EU’s økonomer anslår, at udviklingslandene har brug for en årlig støtte på 100 milliarder euros for at nå tilstrækkeligt ambitiøse klimaforandringsmål. Noget tyder på, at det budget bliver svært at få til at gå op.

FORSINKET UDVÆLGELSE AF KOMMISSÆRER TIL EU

November 6th, 2009 by admin

Børsen meddeler i dag i en lille nyhedsspaltem på side 20, at EU-kommissionens formand José Manuel Barroso åbner en uventet dør for den danske klima- og energiminister Connie Hedegaard. Barroso har, forlyder det: “nemlig meddelt de nuværende kommissærer, at de skal regne med at blive siddende på posten indtil udgangen af januar” opluser EU-korrespondent Ole Ryborg fra Ugebrevet Mandag Morgen til Orientering på DR’s P1.

Jose Manuel Barroso -- EU-formand -- Creative Commons: openDemocracy

Jose Manuel Barroso -- EU-formand -- Creative Commons: openDemocracy

Begrundelsen lyder, at formanden for EU-kommissionen ikke kan nå at få navne og ansvarsporteføljer på plads inden. Høringerne var ellers aftalt til at finde sted d. 25. november, men den tidsplan ser nu ud til at skride. Sammenlagt betyder det, at Lars Løkke Rasmusen har en grund mindre til at vælge Connie Hedegaard som del af en den ny EU-kommission, højst sandsynligt i rollen som klimakommissær.

Det er svært at vide, om formandsskabet udsætter beslutningen for at give Connie Hedegaard tid og mulighed for at fortsætte klimatopmødet. Man kunne forestille sig en vis modvilje mod et karriereskift midt i forhandlingsridtet. En alternativ vinkling ville være, at klimatopmødet kommer til at tjene som en art afgangseksamen for Connie Hedegaard. Bestås eksamen, er posten klar. Går det knap så godt, ja — så må tiden vise, hvad der sker.

KLIMA-MINISTER CONNIE HEDEGAARD PÅ VEJ TIL EU?

October 27th, 2009 by admin

I midten af september spekulerede vi over, hvorvidt Danmarks klimaminister Connie Hedegaard var på vej til EU som klimakommissær. Årsagen var en sjælden enighed mellem både repræsentanter for Connie Hedegaards eget parti, hvoraf mentoren Per Stig Møllers tilkendegivelser var særligt interessante, og repræsentanter for oppositionen, fx Dan Jørgen, der fungerer som næstformand for EU-parlamentets miljøudvalg. I løbet af de seneste par dage er der blevet båret mere ved til rygtebålet.

Creative Commons: Klmicea -- illustration: Connie Hedegaard på vej til EU-kommissærpost?

Creative Commons: Klmicea -- illustration: Connie Hedegaard på vej til EU-kommissærpost?

Fra dansk hold er Eva Kjer Hansen, Ulla Tørnæs & tilsyneladende også Bertel Haarder i spil som kandidater til stillingen som EU-kommissær (Eva Kjer Hansen som lanbrugskommissær & Ulla Tørnæs som udviklingskommissær), men meget tyder på, at Connie Hedegaard er Danmarks stærkeste kort til posten pt.

Læs også: Verdens fattigste rammes først af klimaforandringerne.

Den 21. oktober kunne Berlingske Tidende således bringe historien om, at EU-kommissionens formand José Manuel Barroso skulle have udtrykt markant interesse for Hedegaards kompetencer over for Danmarks  statsminister Lars Løkke Rasmussen. Set i et større EU-politisk spil skulle Danmark være sat under pres for at finde en afløser for Danmarks afgående EU-kommissær Mariann Fischer Boel. Beslutningskompetencen og ansvaret ligger hos statsministeren, og der spekuleres i hvorvidt den prestigefyldte post tilfalder en af samme partifarve som Mariann Fischer Boel. Bertel Haarder har tidligere været fremhævet som et oplagt bud, men formandskabet foretrækker øjensynligt en kvindelig kandidat for at opnå en bedre kønsmæssig repræsentation. Målet er 33% kvinder på kommissærposterne.

Kommissærpost — mellem prestige og fedtspil

Politiken citerer en anonym regeringskilde for, at der er “gået fedtspil” i sagen. En udnævnelse vil efterlade et tomrum i dansk klimapolitik. Politiken Søndag kunne oplyse, at Connie Hedegaard havde haft møde med Lene Espersen, der er Det Konservative Folkepartis formand, om muligheden for at overgå fra dansk politik til EU-politik. Hedegaard skulle efter sigende have udtrykt stor interesse for kommissærstillingen samt opfordret Lene Espersen til at gøre, hvad hun kunne for at den nyoprettede stilling tilfaldt Danmark.

En kilde placeret tæt på regeringen udtalte i den forbindelse til dagbladet:
“Med den profil, Connie har fået med sit arbejde forud for klimatopmødet i København, vil en kommissærpost passe godt til hende. Det ligger godt til hendes ambitioner om at blive på den internationale scene, hun vil gerne fortsætte med klima, og det passer godt til hendes måde at lave politik på”

Connie Hedegaards baggrund

Connie Hedegaard er cand.mag. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet — et fag, hun deler med mentoren, Per Stig Møller, som er dr.phil. i litteraturvidenskab på en afhandling om Kaj Munks forfatterskab — og historie. Forsvarspolitisk ordfører 1987-89. Politisk ordfører 1989-1990; Journalist ved Berlingske Tidende, 1990-1994. Miljøminister fra 2004 til 2007. Klima- og energiminister fra 2007 og frem. Connie Hedegaard står bag udgivelsen Da klimaet blev hot fra 2008.


KLIMA-FORANDRINGER OG BLOG ACTION DAY

October 15th, 2009 by admin

“Bloggere i alle lande, forén Eder!” Blog Action Day 2009 er skudt i gang. Datoen hedder den 15. oktober, og det årlige social change-initiativ sætter igennem 8.000 blogs, der dækker 142 lande, fokus på klimaforandringer. Klimakommunity.dk behandler sociale initiativer, klima og klimaforandringer året rundt, så vi vil i dag i stedet forsøge at tage et vue ud over dagens medielandskab med klimaproblematikker for øje.

Klimatopmødet 2009, Thomas Beckers og Connie Hedegaard

Danmark og den danske regering skal være vært for COP15-klimatopmødet i december. Klimaministeriet beskyldes for at have rod i økonomien såvel som personaleadministationsforholdene. Klimachefforhandler Thomas Becker blev fritstillet i sidste uge. Udover at være Danmarks internationale chefforhandler inden for klimaområdet, er Thomas Becker idémanden bag klimatopmødet i december. Man kunne vælge at gå ned i den lidt ældre historie om Thomas Beckers bil — en Mercedes fra 1983 med en vægt på 1,7 ton. Ikke verdens mest klimavenlige bil. Det vil vi ikke gøre. Der er langt større temaer på spil, tyder meget på.

I første omgang lød begrundelsen for fritstillingen på rod i bilagene. Men tilsyneladende sagde Thomas Becker selv op for derefter at blive fritstillet. Rod i bilagene burde vel udløse en advarsel eller en fyring, hvis det stod slemt til, vil de fleste intuitivt tænke. Connie Hedegaard har valgt at påberåde sig inhabilitet, fordi hendes søn siden børnehaveklassealderen har været gode venner med Thomas Beckers søn.

Det udredende og forklarende arbejde, som miljøorganisationer såvel som oppositionen har insisteret på, er derfor skibbet videre til Brian Mikkelsen i Justitsministeriet. Påberåbt inhabilitet eller ej så sidder Connie Hedegaard med ved bordet i morgen ved at hastemøde i Folketingets Miljøudvalg, der skal behandle “uroen i Klimaministeriet”. Vi er spændte på at se, hvad sagen ender med.

Og så over til de mere positive historier –

Brasilien vil reducere skovrydning med op til 80%

Creative Commons: leszekwasilewski, Iguaco, Brasilien

Creative Commons: leszekwasilewski, Iguaco, Brasilien

Brasiliens præsident Luiz Inacio Lula da Silva udtalte fornyligt, at der arbejdes fokuseret på at reducere skovrydningen med 80% inden 2020 –hvilket vil betyde en udledningsreduktion af kuldioxid på 4,8 milliarder tons. Samtidig med at det ambitiøse og ganske konkrete mål blev annonceret, henstillde Lula da Silva til, at de rige lande bidrager økonomisk til at støtte udviklingslandende. “(Industrilandene) bør ikke blot komme med initiativer, der kan nedbringe deres egne udslip, men også afbøde al den øvrige skade, som de allerede har påført kloden. Vi må skelne mellem rige lande, der har haft industriel udvikling gennem mere end 150 år, og fattige lande, som først nu er begyndt at udvikle sig. De rige landes ansvar for den globale opvarmning er langt større end de nyligt industrialiserede lande”

Afrikanske lande står sammen og taler med én stemme

Creative Commons: Geofthere -- Western Cape -- Sydafrika, 2006

Creative Commons: Geofthere -- Western Cape -- Sydafrika, 2006

Formanden for Kommissionen for Den Afrikanske Union Jean Ping udtalte i forbindelse med et møde om bæredygtig udvikling til det franske nyhedsbureau AFP, at “Politikerne er nødt til at begrænse udledningen af drivhusgasser og overholde princippet om, at forurenerne betaler.”

Læs også: Afrika — verdens fattigste kontinent.

Afrikanske lande vil stå sammen og tale med én stemme for at stå stærkt over for verdens rigeste nationer. Oprejsning og erstatning bør påhvile de lander, der udleder de største mængder drivhusgasser. Afrika, verdens fattigste kontinent, tegner sig blot for 4% af den globale udledning, selv om kontinentet er verdens anden størtse verdensdel med landmasser, der anddrager 20% af Jordens areal.

Det var alt herfra i denne omgang. Senere vil vi vende tilbage med en gennemgang af diverse interessante blogsposts, vi er stødt på i løbet af Blog Action Day 2009!

CONNIE HEDEGAARD SOM EU-KOMMISSÆR

September 16th, 2009 by admin

Connie Hedegaard — fra klimaminister til klimakommissær

Connie Hedegaard, Danmarks klimaminister, til klimakongress v. Københavns Universitet, marts 2009 -- Creative Commons: Københavns Universitet

Connie Hedegaard, Danmarks klimaminister, til klimakongress v. Københavns Universitet, marts 2009 -- Creative Commons: Københavns Universitet. Foto af Lizette Kabré

Medierne har den sidste uges tid svirret med historier om, at Danmarks klimaminister måske er på vej til Bruxelles. I går udtalte socialdemokraten Dan Jørgensen, der er næstformand i EU-Parlamentes miljøudvalg, til Dagbladet Politiken: “Jeg har forsøgt at lede efter gode argumenter, som taler mod Connie Hedegaard, men jeg kan simpelthen ikke finde nogen. Hun vil være et glimrende valg.”  Ud over Socialdemokratiet står store dele af oppositionen også bag Connie Hedegaard som ny klimakommisær. Af andre danske mener har de kvindelige ministre Eva Kjer Hansen og Ulla Tørnæs været nævnt, men oppositionen foretrækker tydeligt og klart Connie Hedegaard, som de mener har markeret sig flot på den internationale scene, og derudover byder på en stemme, der bliver hørt på tværs af grænsen og politiske skel. SF’s nyvalgte EU-parlamentartiker Emilie Turunen indfanger den karateristik i sin udtalte støtteerklæring: “Vi foretrækker helt klart Connie Hedegaard. Hun er skarp, og hun har international erfaring, og så virker hun noget mere slagkraftig end de øvrige navne, der har været nævnt”.

Støtte til Connie Hedegaard fra det konservative bagland
Det var Per Stig Møller, der slog det første slag for, at Connie Hedegaard ville gøre sig godt som klimakommissær. Per Stig Møller er kendt for sin mentorrolle i forhold til Connie Hedegaard. På det nyligt afholdte konservative landsråd var det ganske tydeligt, at Hedegaard er en særdeles populær og vellidt politiker, der kombinerer vid, entusiasme og vedholdenhed — hvilket arbejdet som ambassadør for klimatopmødet har vist igen og igen. Man kunne gisne om Per Stig Møllers motivation for at anbefale Connie Hedegaard til posten som klimakommissær var udløst af egeninteresse — en interesse i at fjerne en potentiel kandidat til den prestigefyldte udensrigsministerpost. Men det forholder sig nok snarere således, at Per Stig Møller ganske enkelt er af den opfattelse, at Hedegaard kan gøre et fremragende stykke arbejde for verdens klima — og Danmarks anseelse i forbindelse med kampen mod klimaforandringer — i Bruxelles. Berlingske Tidenenes politiske kommentator Thomas Larsen skrev fx i sin analyse af Stig Møllers anbefaling af Hedegaard:

“Det er paradoksalt nok Connie Hedegaards nære alliancepartner og mentor, udenrigsminister Per Stig Møller, som har åbnet diskussionen om hendes fremtid.I fuld offentlighed har han udtalt, at Connie Hedegaard kan blive en strålende kommissær. Meldingen har udløst lige dele forbløffelse og syrlighed. Forbløffelse fordi regeringstoppen ikke ligefrem står og tripper for at få åbnet for spekulationerne om kommissærposten. Og syrlighed, fordi en del politikere mener, at Per Stig Møller kan have en personlig interesse i at eksportere Connie Hedegaard til Bruxelles. Dermed mister han en væsentlig konkurrent til posten som udenrigsminister, lyder den barske analyse.

Sagen er dog snarere den enkle, at Per Stig Møller rent faktisk mener, hvad han siger – nemlig at klimaministeren kan blive en fremragende kommissær – og han ønsker derfor at markere, at de Konservative står med en uhyre kompetent kandidat til kommissærposten.” (Berlingske Tidende, d. 11 september 2009)

Connie Hedegaards baggrund
Connie Hedegaard er cand.mag. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet — et fag, hun deler med mentoren, Per Stig Møller, som er dr.phil. i litteraturvidenskab på en afhandling om Kaj Munks forfatterskab — og historie. Forsvarspolitisk ordfører 1987-89. Politisk ordfører 1989-1990; Journalist ved Berlingske Tidende, 1990-1994. Miljøminister fra 2004 til 2007. Klima- og energiminister fra 2007 og frem. Connie Hedegaard står bag udgivelsen Da klimaet blev hot fra 2008.

UA-5414984-32